Dyr
Hjerter, hår, halse og hjemmelavede kort over vejen til maden: dyreriget er fuld af løsninger, man ikke ville gætte på.
-
Blæksprutter har tre hjerter og blåt blod.
To af hjerterne pumper blodet gennem gællerne, og det tredje sender det rundt i resten af kroppen. Blodet er blåt, fordi ilten bindes til et kobberholdigt stof, hæmocyanin, i stedet for til jern som hos os.
-
Flamingoer bliver ikke født lyserøde.
Ungerne er grå og hvide. Den lyserøde farve kommer fra farvestoffer, karotenoider, i de alger og små krebsdyr, flamingoerne spiser.
-
Wombatters efterladenskaber er terningformede.
Det australske pungdyr afsætter små firkantede klatter. Forskere har vist, at formen opstår i den sidste del af tarmen, hvor tarmvæggen er stiv nogle steder og mere elastisk andre steder.
-
Koalaer har fingeraftryk, der ligner menneskers.
Selv under et mikroskop er de svære at skelne fra vores. Fingeraftrykkene er opstået hver for sig hos koalaer og hos primater, sandsynligvis fordi de giver et bedre greb.
-
Søstjerner har hverken hjerne eller blod.
I stedet for en hjerne har de en ring af nerver omkring munden. I stedet for blod pumper de havvand rundt i et system af kanaler, som også styrer deres mange små sugefødder.
-
En giraf har lige så mange halshvirvler som du.
Både giraffer og mennesker har syv halshvirvler, ligesom næsten alle andre pattedyr. Girafens hvirvler er bare hver især mange gange længere.
-
Hajer har ikke en eneste knogle.
Deres skelet består af brusk, det samme bøjelige materiale, som du har i ørerne og næsetippen. Det gør skelettet lettere og mere smidigt end et skelet af knogler.
-
Isbjørne har sort hud.
Pelsen ser hvid ud, men de enkelte hår er farveløse. De virker hvide, fordi lyset spredes i dem, ligesom i sne. Huden nedenunder er sort.
-
Kejserpingvinens far ruger ægget på fødderne.
Hunnen lægger ægget og går på havet for at æde. Hannen holder ægget varmt på fødderne under en hudfold i omkring to måneder midt i den antarktiske vinter, og imens spiser han ikke.
-
Honningbier danser for at vise vej.
En bi, der har fundet føde, laver en vrikkedans i kuben. Dansens retning og længde fortæller de andre bier, hvilken vej de skal flyve, og hvor langt væk føden er. Opdagelsen gav en Nobelpris i 1973.